Økologisk Landsforening er ude i et helt skævt ærinde, når de taler mod et nyt klimamærke for fødevarer - de virker ærlig talt skræmte

Dette er en reaktion på et indlæg fra Økologisk Landsforening, som blandt andet kan læses i Fyns Stiftstidende

Vi vil gerne understrege, at FRDK ikke har noget imod økologisk produktion, men blot ønsker faglig redelighed i argumentationen om de forskellige produktionsformer.

 

Af Søren Søndergaard, medlem af bestyrelsen for Foreningen for Reduceret jordbearbejdning i DanmarK (FRDK), Skjern

 

 

Forslag fra Venstre

I mandags lancerede Venstre et forslag om at lave en omlægningsstøtte til de landmænd, der ønsker at producere klimavenligt. Samtidig foreslog partiet, at der skabes et klimamærke til de fødevarer, der er produceret klimavenligt.

Så forbrugerne har reel og troværdig mulighed for aktivt at tilvælge netop de fødevarer ude i butikkerne, som med garanti gør noget godt for klimaet.

For det skal selvfølgelig være sådan, at en landmand, en fødevareproducent eller et supermarked ikke bare kan klistre klimamærker på sine fødevarer. Der skal være 100 procents sikkerhed for, at de klimamærkede fødevarer er produceret klimavenligt.

 

Sammenlignes med det røde Ø-mærke

Altså på samme måde, som det røde Ø-mærke er garant for, at de mærkede produkter er produceret efter den gældende standard for dette mærke.

Knapt var tryksværten tør på avisen Danmark, hvori Kristian Jensen fra Venstre havde indlæg om partiets tanker om en omlægningsstøtte til nye dyrkningsformer i landbruget, før Økologisk Landsforening (ØL) var ude med en stærk kritik af forslaget om netop et klimamærke.

De mener åbenbart, at ”det er spark over skinnebenet til de økologiske landmænd” og at ”der ikke er brug for flere mærker”.  Desuden påstår de, at fakta er, at ”klimapåvirkningen er nogenlunde den samme per kilo færdig fødevarer” for de økologisk og konventionelt producerede.

 

En trussel?

Hvorfor bliver formand Per Kølster og politisk direktør hos ØL, Paul Holmbeck, så ophidsede og skræmte over sådan et forslag? Og hvordan kan de mod bedrevidende påstå, at klimapåvirkningen er den samme for økologiske og konventionelt producerede fødevarer?

Nok fordi, de føler sig truet på deres levebrød, fordi netop økologisk produktion har et noget større klimaaftryk end såvel konventionel produktion som det nyeste og vel nok bedste dyrkningssystem, der hedder Conservation Agriculture.

 

Conservation Agriculture er på vej

I Foreningen for Reduceret jordbearbejdning i DanmarK (FRDK) har vi i to årtier arbejdet med pløjefri dyrkning, hvor der rodes meget mindre i jorden, hvor der dyrkes efterafgrøder i stort omfang, og hvor der år for år er forskellige planter i markerne. Det er det, vi kalder Conservation Agriculture (CA).

Med dette system bruges der langt mindre brændstof, der bruges færre sprøjtemidler, der lagres CO2 som livgivende humus i jorden, erosion undgås, biodiversiteten øges markant i markerne - og selvfølgelig er det meget klimavenligt at dyrke på den måde.

 

Økologi har større klimaaftryk

Udbytterne forbliver nemlig nogenlunde de samme eller efter bare nogle få år større end ved konventionel dyrkning. Hvorimod økologiske landmænd typisk høster fra 40 til 60 procent af de udbytter, konventionelle landmænd opnår.

Netop derfor har økologisk producerede fødevarer et større klimaaftryk - og for at producere den samme mængde fødevarer skal der bruges tilsvarende mere landbrugsjord. Altså findes arealer, som i dag ikke bruges til landbrugsproduktion.

 

Ingen monopol

Et klimamærke, som Venstre nu foreslår, bliver derfor svært at klistre på økologisk producerede fødevarer - fordi de ikke kan leve op til kravene om klimavenlighed.

Derfor er den voldsomme reaktion fra ØL også forståelig. De har jo i omkring 30 år haft en fantastisk succes med deres røde Ø-mærke. En succes, som vi i FRDK fuldt ud anerkender og beundrer.

Men denne succes giver jo ikke automatisk monopol på at mærke fødevarer. Som Bob Dylan sang for mange år siden ”The times they are a changing” lever vi nu i en tid, hvor vi ikke hurtigt nok kan gøre nok for at hindre en voldsom stigning i den globale temperatur. Det kan ØL næppe være uenig i.

 

Klimavenligt dyrkningssystem ønskes

Derfor er der brug for et virkelig klimavenligt dyrkningssystem som Conservation Agriculture, der i stedet for at udlede CO2 via en stor plantevækst og en skånsom bearbejdning af jorden lagrer CO2 som livgivende humus i jorden.

Ved at indføre et klimamærke for klimavenlige fødevarer kan forbrugerne vælge at understøtte CA og lignende tiltag. Det kan ØL vel heller ikke være imod - de kan jo kombinere deres røde Ø-mærke med det nye klimamærke, såfremt deres fødevarer lever op til kravene om klimavenlighed.   

 

Please reload

Udvalgte nyheder

Mindre kød og udtagning af jord udnytter ikke potentialerne

13/11/2019

1/10
Please reload

Seneste nyheder
Please reload

Arkiv
Please reload

© FRDK, Foreningen for Reduceret jordbearbejdning i DanmarK
Industrivænget 22, 3400 Hillerød
CVR: 25057481