Udvalgte nyheder
  • Hans Dahm

Økologi er ikke svaret på miljøproblemerne

Kronik bragt i Politiken d. 18. juli 2017 (s 5-6)

Politikerne har set sig blinde på økologi og overser helt problemerne og udfordringerne ved økologisk landbrug. Der er en bedre vej.

Vi er i en virkelighed, der råber højt efter holdbare løsninger på alle de miljøproblemer, vi som menneskehed har skabt. Derfor er vi selvfølgelig nødt til at gøre noget - og hurtigst muligt for ikke at havne i endnu større problemer.

Blandt andet skal vi i landbruget skaffe tilstrækkeligt med sunde fødevarer og en lang række andre produkter (fx medicin og energi mv.) fra den landbrugsjord, vi råder over i såvel lille Danmark som globalt.

Hvordan kan vi det - så det virker og er langsigtet?

Skal vi tro en lang række magtfulde, danske foreninger med Danmarks Naturfredningsforening i spidsen, hedder løsningen økologi. Men kan det nu - rent fagligt - passe, at økologien kan det, den skal?

Nej, desværre ikke! Eller jo, det kan den. Hvis man vel at mærke mener, at såkaldte ’sprøjtegifte’ og kunstgødning er eneste problem, landbruget har.

Men hvad med alle de øvrige problemer, som ikke er italesatte?

Nemlig hvor gødningen til jorden skal komme fra, jordens frugtbarhed nu og på sigt, biodiversiteten i agerlandet og plads til mest mulig natur? For blot at nævne de væsentligste problemer, vi har.

Det lyder jo besnærende let: at kunne fortsætte med at dyrke jorden, som vores forfædre gjorde det og så redde verden. For de havde hverken kunstgødning eller sprøjtemidler. De måtte i stedet anvende gødningen fra deres husdyr, fjerne ukrudt med redskaber eller hænderne og nøjes med meget lave udbytter. Mange gange førte det til udpint jord, erosion fra vind og vand og i sidste ende ørken, hvor der før kunne dyrkes afgrøder. Hvert år dannes der stadigvæk på globalt plan ørken svarende til to gange det danske landbrugsareal.

Kan det også være tilfældet i Danmark?

Ja, desværre! Ikke, at der dannes ørken. Men dansk landbrugsjord - især de bedre jorde - har tabt og taber stadig store mængder humus/kulstof qua måden, den dyrkes på.

Det har to meget alvorlige konsekvenser. For det første mister jorden sin frugtbarhed. For det andet havner kulstoffet som CO2 i atmosfæren. Altså medvirker jordens dyrkning til øget klimabelastning udover den belastning, der kommer fra afbrænding af fossile brændsler. Her er det vigtigt at vide, at der i historisk tid er udledt halvanden gang så meget CO2 til atmosfæren fra ryddet skov og landbrugsjord, som der er udledt fra brug af enorme mængder fossile brændsler.

Det er et overset/skjult problem, som stadig gør sig gældende!

Der er især to årsager til, at jorden mister humus/kulstof. Den vigtigste er mangelfuld plantevækst. Altså at jorden enten ligger udyrket hen i perioder, eller afgrøderne har for lave udbytter. Når det kombineres med pløjning eller harvning, accelereres problemet yderligere. Fjernelse af halm og øvrige planterester bidrager også til problemet.

I det konventionelle, pløjende landbrug er det meget svært at opretholde jordens indhold af humus/kulstof. Især, hvor halmen fjernes, og hvor der ikke er flerårige græsmarker til foder eller frøavl og/eller efterafgrøder i perioden mellem to hovedafgrøder som eksempelvis korn, raps, roer, majs og kartofler.

De økologiske bedrifter har samme problem. Især økologiske brug med hverken malkekvæg eller kødkvæg, og som derfor ikke har en stor andel græs i deres marker.

De økologiske landmænd har nemlig yderligere en stor udfordring. Fordi de ikke må anvende sprøjtemidler, er de nødt til udelukkende at bekæmpe ukrudt mekanisk. Kvik, tidsel, padderokke, græs og andet ukrudt kan kun bekæmpes ved at harve, pløje, radrense og strigle. Eller ved at bruge gasbrændere eller damp, som begge kræver masser af energi og derfor giver stor CO2-udledning.

Pløjning og harvning kræver også meget energi til traktorerne i form af dieselolie. Men det største problem er slet ikke forbruget af dieselolie. Hverken for klimaregnskabet eller biodiversiteten i agerlandet. Det er, at jorden ligger ubevokset hen i længere perioder. Når jord er ubevokset, er den på vej til at blive ørken. Og livsvilkårene for alle jordbundsorganismerne ødelægges. Og da de er fødegrundlag for de større dyr som agerhøns, fasaner og harer med flere, ødelægges deres livsvilkår også. Og sådan fortsætter det opad i fødekæden.

Især pløjning, men også harvning og radrensning mod ukrudt, er meget ødelæggende.

Billedligt talt er det som at køre en bulldozer gennem et villakvarter med os i sovende i vores senge. Alt rives ned, alt levende lemlæstes/dræbes, og genopbygning er nødvendig.

Og når en økolandmand bruger en bred radrenser eller strigle, der bliver trukket med 12-15 kilometer i timen til at bekæmpe ukrudt i sine kornmarker, når hverken kyllinger af jordrugende fugle eller harekillinger at komme væk. Hvorfor fortæller de økologiske organisationer og deres støtter ikke om disse store problemer ved deres dyrkningsform?

Udover de nævnte alvorlige konsekvenser af jordbearbejdningen er der flere alvorlige bivirkninger. Når jorden ligger ubevokset hen, er den både udsat for erosion, udvaskning af næringsstoffer og nedbrydning af dens humus/kulstof. Disse bivirkninger svækker jordens frugtbarhed yderligere.

Erosionen sker enten via påvirkning fra vind eller regnvand/sne.

Når jorden ligger nøgen, og vinden fejer hen over den, blæses muldlaget væk. Det havner enten på andre marker, på vejene eller i vandmiljøet, hvor det forurener med næringsstoffer.

Når det regner meget, og ingen plantevækst fastholder jorden, skylles jorden mod lavere liggende områder. Her er der ofte vandløb og/eller søer. De forurenes af den jord, de tilføres.

Hvorfor fortælles det til ikke forbrugerne, at den økologiske dyrkningsform har problemer med vind- og vanderosion med dets måde at bekæmpe ukrudt på?

Hertil kommer, at der er flere andre væsentlige problemer med hensyn til økologien. Som deres organisationer og deres støtter prøver at skjule, fornægte eller meget nødigt taler om.

Generelt er situationen for landbruget som helhed, at vi via vores produktion af planter og husdyr leverer meget store mængder fødevarer til byerne. Fødevarerne indeholder en masse næringsstoffer, som er forudsætningen for at få plantevækst i vores marker.

Når vi ikke i fuld udstrækning får disse næringsstoffer tilbage igen, skal vi skaffe dem på ny. Det problem har alle landmænd uanset dyrkningssystem. Konventionelle landmænd og vi, der dyrker uden plov, har indtil videre kunnet købe kunstgødning og modtage noget slam. Men ny forskning har vist, at slam ofte er belastet med mikroplast, som ender op i vores regnorme. Netop regnorme er meget vigtige for at få en sund, levende jord, hvilket alle landmænd bør stræbe efter.

Men økologerne må ikke købe kunstgødning. I stedet må de gerne anvende konventionel husdyrgødning fra både svin og kvæg. Typisk er det konventionel svinegylle, økologerne anvender, når de ikke selv har nok økologisk gylle eller anden økologisk husdyrgødning, som der slet ikke er nok af. Det er især økologiske planteavlere og grønsagsdyrkere, der henter store mængder konventionel svinegylle til deres marker.

Hvordan kan det være, at alle forbrugere er overraskede over den kendsgerning?

Økologerne må dog ikke gøde fuldt ud efter planternes behov med konventionel svinegylle. Det betyder, at deres afgrøder lider af mangel på gødning, og det fører til lave udbytter. Oftest er udbyttet i økologiske marker med korn og andre afgrøder kun 55-75 procent af de konventionelle markers. De lavere udbytter kan udover manglende gødning også skyldes sygdomme, skadedyr og for meget ukrudt - eller oftest en kombination af alle disse faktorer.

Lavere udbytte er lig med, at der hentes mindre CO2 fra atmosfæren. Og det giver selvfølgelig økologisk planteproduktion en ringere klimaprofil. Økologisk korn med flere afgrøder belaster derfor klimaet mere pr. produceret enhed.

Kombiner det med, at økologiske dyr skal have mere plads og motionere mere med et øget forbrug af foder til følge. Så kan det konstateres, at økologiske produkter belaster klimaet en del mere end konventionelle produkter.

Hvorfor får vi ikke det at vide? Og hvorfor har blandt andre Per Kølster som formand for Økologisk Landsforening gentagne gange prøvet at bilde os ind, at klimabelastningen skal måles pr. hektar og ikke pr. produceret enhed?

Brugen af husdyrgødning, hvad enten den er økologisk eller konventionel, har også den uheldige konsekvens i forhold til kunstgødning, at dens indhold af kvælstof frigives over en lang periode. Når jorden får lov til at ligge hen uden plantevækst, for eksempel ved ukrudtsbekæmpelse i august-september, frigives der derfor stadig kvælstof. Men da der ingen planter er til at opfange kvælstoffet, udvaskes det til vandmiljøet. Derfor belaster økologerne også mere med kvælstof.

Hvorfor får vi ikke noget at vide om øget udvaskning af kvælstof?

Spørger man forskerne om økologisk landbrug og udvaskning af kvælstof, konstaterer de, at økologisk landbrug har udvaskning på linje med de konventionelle landmænd eller større end dem. Kun økologiske mælkeproducenter har mindre, og det skyldes alene, at de har færre dyr pr. hektar.

Hvorfor varedeklareres det ikke sammen med det røde Ø-mærke?

Det STORE spørgsmål er så, om der er et svar på alle disse udfordringer? Et dyrkningssystem, som forener det bedste fra det konventionelle med et bedste fra økologien? For økologi har også positive sider nemlig, at vi som landmænd kan lade naturen gøre mest muligt for os.

Svaret på udfordringerne hedder Conservation Agriculture. Hovedtanken bag dette dyrkningssystem er, at en sund jord giver sunde planter.

Der er tre grundprincipper i Conservation Agriculture:

1. højst 25 procent af jordoverfladen må bearbejdes ved såning

2. jorden skal altid være dækket af planter eller planterester

3. der må aldrig dyrkes samme afgrøde to år i træk, med mindre der er en flerårig afgrøde på marken

Altså må der ikke bruges hverken plov eller harve til at bearbejde jorden. Landmanden må kun så direkte med en såmaskine, der forstyrrer jorden og dermed jordbundsorganismerne så lidt som overhovedet muligt.

Når høsten er bragt i hus, er der allerede en efterafgrøde, som blev sået før høst, eller der sås en efterafgrøde lynhurtigt lige efter høst. Og hvor det overhovedet er muligt, efterlades halmen på jordens overflade som skjul og føde for alle jordbundsorganismerne.

Helst skal efterafgrøder være blandinger, hvori der indgår bælgplanter, som kan hente kvælstof ud af luften. Så mindskes forbruget af gødning fra husdyr eller kunstgødning mest muligt. Men for at opnå en god klimaprofil er det overordentligt vigtigt, at afgrøderne får tilstrækkelig med gødning til at give et høje udbytter.

Med store udbytter lagres nemlig mere kulstof, der bliver til humus i jorden. Dermed fjernes CO2 fra atmosfæren - og en række forskere peger netop på lagring af kulstof i landbrugsjord som en del af klimaløsningen.

Hvornår mon danske politikere samler den frugt op?

Store udbytter giver som sidegevinst også mere plads til skov, natur, byer, industri og veje med mere. Hvert år inddrages betydelige arealer til disse formål.

Når jorden ikke bearbejdes, og der er et godt fødegrundlag for alle jordbundsorganismerne, bliver der mange flere af dem.

Regnormene kan bearbejde jorden, og der bliver langt flere insekter, som agerlandets fugle og øvrige vildt kan leve af. Så fugle og harer bliver der også flere af.

Desuden bliver der mange flere nytteinsekter, som guffer løs af de skadelige insekter. Derfor er erfaringen fra praksis, at sprøjtemidler mod insekter sjældent er nødvendige.

Ukrudt bliver der også meget mindre af, når landmanden hverken pløjer eller harver. Forbruget af sprøjtemidler mod ukrudt mindskes derfor også en hel del - eller kan ofte helt udelades.

Og afgrøderne får mere vand til rådighed, fordi en sund jord indeholder mere plantetilgængeligt vand. Så er det ofte unødvendigt at vande markerne.

Udvaskningen af kvælstof til vandmiljøet reduceres til det lavest mulige, så mindre skal tilføres.

I en sund jord er der også mange svampe, som er i stand til at forsyne de fleste typer afgrøder med både fosfor og vand mod at få sukker fra planterne. Dem bliver der også flere af, når jorden ikke hverken pløjes eller harves.

Altså opfylder Conservation Agriculture langt de fleste af de målsætninger, et moderne dyrkningssystem skal have:

* øger biodiversiteten i agerlandet

* fjerner CO2 fra atmosfæren og lagrer den som kulstof i jorden, der dermed bliver mere frugtbar

* giver sunde afgrøder med lavest mulig belastning

Bedre kan det næppe blive med det, vi ved og kan i dag inden for det progressive landbrug.

Men desværre mangler en solid opbakning fra politikere og toneangivende organisationer stadigvæk. Mange har hægtet sig på den økologiske trend i en grad, så de har svært ved at få øjnene op for det, vi kan med Conservation Agriculture, som er det bedste fra de økologiske og konventionelle dyrkningssystemer.

Jeg tror nu på, at de snart åbner øjnene for realiteterne - og vil i mellemtiden passe mine afgrøder sammen med de naturlige processer i min stadigt sundere jord. For jeg tror - som økologerne - også på vigtigheden af at lade naturen gøre mest muligt. Det er vi enige om.

Men vi skal faktuelt nå de mål, vi stiler efter - og ikke oversælge en umulig drøm.

Bragt i Politiken 18. juli 2017. og på politiken.dk (kræver abonnement)

Seneste nyheder
Arkiv

© FRDK, Foreningen for Reduceret jordbearbejdning i DanmarK
Industrivænget 22, 3400 Hillerød
CVR: 25057481